Vidste du, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mængden af skriftlige sikkerhedsinstrukser og antal af ulykker på arbejdspladserne? Det viser ny, dansk arbejdsmiljøforskning. Den erkendelse kan du bruge til at frigøre ressourcer i din HSEQ-afdeling til mere effektive og værdiskabende indsatser.
Alle, der er involveret i arbejdsmiljøarbejde, ved, at der bliver brugt mange ressourcer på “CMAI” (Cover-My-Ass-Instrukser). Og ja, de giver en vis ro i maven i både HSEQ, HR og hos topledelsen. Men virker det? Ikke, hvis man ser på ulykkesfrekvensen på de danske virksomheder, som nærmest er ude af kontrol. 2022 havde det højeste antal ulykker målt i 14 år!
Men hvad er det, der går galt? Og hvordan kan vi så bruge krudtet anderledes? Det får du mit bud på her.
Ulykkens umiddelbare årsag
Når der sker en ulykke, plejer vi at sige, at det groft sagt kan skyldes to ting: Enten er medarbejderen ikke blevet tilstrækkelig instrueret i sine arbejdsopgaver inklusive de risici, de kan indebære, eller også har medarbejderen valgt at se bort fra instrukserne. Det ved vi nu er en anelse forsimplet.
Men én ting er dog sikkert. Ulykken skyldes næppe fraværet af en skriftlig instruktion. “CMAI” kan derfor meget passende bruges om de skiftlige instrukser som virksomheder bruger så meget krudt på at vedligeholde, men som til en vis grad svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen.
På det punkt taler forskningen taler da også sit tydelig sprog.
Hvad siger forskerne?
I 2021 undersøgte Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø netop: “Sammenhænge mellem mål for virksomhedernes arbejdsmiljøindsats og anmeldte arbejdsulykker”*.
Forskerne undersøgte validitet og pålidelighed af følgende fem indikatorer:
- Prioritering af arbejdsmiljøet
- Integration af arbejdsmiljøet
- Ulykkesindsats
- Risikohåndtering
- Sikkerhedsinstruktion
Indikator 5, der dækker sikkerhedsinstruktioner, blev placeret i bunden af forebyggelsestrappen da der ikke kunne påvises nogen sammenhæng mellem disse og en lavere risiko for arbejdsulykker.
Forskningsresultatet er dog ingenlunde ikke et opgør med arbejdsgivers pligt til at instruere medarbejderne og løbende opfølgning på om arbejdet udføres sikkerheds‐ og sundhedsmæssig forsvarlig. Men der skal suppleres med meget andet, hvis kurven for arbejdsulykker skal knækkes.
Auditorer, AT og andet godtfolk kan derfor også spare meget krudt på at jage svar på om medarbejdere føler sig instrueret eller ej.
Dialog og fælles risikovurdering er forebyggende
Skal antallet af ulykker reelt nedbringes, er det langt mere interessant at spørge sig selv, hvordan man har involveret de, der udsættes for risiko i arbejdet? Er der lavet risikovurderinger og bruges de som dialogværktøj? Er de intuitive – og eventuelt visuelle? Er medarbejdere og ledelse fælles om at skabe rammerne? Bruges risikovurdering til træning og fastholdelse? Er det tilgængelige når de skal bruge? Føler medarbejderne medejerskab til sikkerhedsarbejdet? Kommer arbejdsmiljøindsatserne en tur i PDCA-møllen – i plenum? Jævnligt? Ofte desværre ikke ret meget. Arbejdes der med mere overordnede løsninger? Nye tekniske tiltag? Substituering?
Desværre alt for lidt. Der bruges også stadig for meget krudt på skriftlige instruktioner, der højst sendes i høring hos en teamleder. Og det er heller ikke godt nok. Medarbejdere fra hver eneste trin i en arbejdsproces, skal give input til alle de risikovurderinger, der er relevante for dem, før disse kan omsættes til levende, kulturbærende adfærd. Det vil sige risikovurderinger og tiltag, som er styrende for tilrettelæggelse af processer og rammer omkring arbejdet og som kan overholdes, evalueres og udvikles. Og blive til sikkerhedsarbejde, der virker og mindsker risikoen for ulykker.
Evidensbaserede specialister, here they come…
Så selv om den dårlige nyhed var, at meget af det krudt vi arbejdsmiljøprofessionelle har spildt på skriftlige sikkerhedsinstruktioner, så kan alle ledere, HS-ansvarlige og AMO-formænd glæder sig over dette:
At det nu er muligt at frigive tid fra skrivebordsarbejdet til en langt mere evidensbaseret indsats.
Indsatser som både begynder højere oppe af forebyggelsestrappen, i højere grad ‘foregår on site’ og som kan være inspireret af bl.a. “De 7 strømme”. Men vigtigst af alt skal vi i DK blive bedre til at lave “root cause analysis” så vi kan løse de bagvedliggende årsager til de hyppigste ulykker.
Samtidig vil mange af de “suk”, som hørtes fra produktionen, når HS-koordinatorer igen og igen talte om dokumentation, forstumme. De kan nemlig hurtigt mærke om en indsats tager afsæt i virkeligheden, som de kender den, eller ej.
